Lovbefalede indgreb (Statutory interventions)

De etageboliger som i starten af 1930’erne endnu ikke havde vandskyllende toiletter skulle efter 1935 være udstyret med sådanne – i det mindste tilgængelige på etagerne og evt. fælles for flere lejemål. Den del af etageboligmassen, der den gang endnu ikke havde eget toilet, var de mindre og mindste boliger.

Indretning af fælles toiletter på etagerne forekom typisk i den (mindre) del af etageboligmassen, der indeholdt såkaldte korridorlejligheder, og sådanne findes ikke mere. I andre tilfælde indrettedes toiletter fælles for to lejligheder i tilbygning til bitrappen og med adgang herfra midt på det svungne løb.

Ved udgangen af 1900-tallet forekom stadig fælles wc’er – alene i København var antallet omkring 5.000. Den resterende del – og typisk for 2-værelses lejligheder - fik indrettet wc’er i små rum, placeret hvor den efter kogegassens indførelse ikke mere brugte køkkenskorsten blev nedrevet, og et stykke af køkkenet i øvrigt inddraget.

Sådanne rum var meget små, uden håndvask og med et sædvanligvis blot linoleumsbeklædt gulv, væggene som oftest opmuret i (slagge)plader og ellers - som skillevæg mod nabolejlighedens toilet – i mange tilfælde: den kolonne af aftræksrør stigende i mængde opefter, som fordredes med indretning af toiletrum. Sådanne toiletforhold findes stadig.

I de lokale bygningsmyndigheders arkiver (bør) findes materiale om sådan installation af wc og indretning af rum hertil.

I midten af 1970’erne blev alle eksisterende etageejendomme med mere end 2 etager omfattet af lov om brandsikring af beboelsesbygninger, og i første omgang var kravene henvendt til umiddelbar opfyldelse i bygninger opført før år 1900.

De foranstaltninger som krævedes opfyldt, gik i korthed ud på dels at forebygge brands udbredelse og dels at sikre beboeres evakuering under brand. De nærmere bestemmelser fremgår af Boligministeriets bekendtgørelse 27. februar 1976.

Senere, med Byggestyrelsens bekendtgørelse af 6. maj 1983, blev også bygninger opført efter år 1900 direkte omfattet.

De bygningsmæssige indgreb var i begge tilfælde af mindre omfang, og fremgår i øvrigt af de skemaer ejeren skulle indberette på og som indgår i bygningsmyndighedernes arkivmateriale.

Problemer med utidssvarende eller direkte sundhedsskadelige lejligheder og boligområder blev i en vis udstrækning løst ved nedrivning helt frem til 1970’erne.

Gennem dette årti ændredes holdningen til det eksisterende ældre byggeri, og i de sidste årtier af 1900-tallet blev meget store dele af de ældste etageboliger istandsat og moderniseret på grundlag af de da gældende sanerings- og byfornyelseslove.

Og det skete i en grad, så de blev sammenlignelige med nybyggeri, hvad standard angår.

Der blev indrettet baderum og nyt køkken, installeret centralvarme, varmt vand og mekanisk ventilation. Hertil kom energibesparende foranstaltninger som varmeisolering af tage, fritstående gavle og det tyndere brystningsmurværk i facaderne på grund af radiatorers placering. Varmeisolering af ydervægge i øvrigt blev undgået med begrundelser dels i bygningernes ydre fremtræden, dels i den tilsvarende indre, og i sidste tilfælde yderligere understøttet af de problemer tilslutninger af indvendige vægge og etageadskillelser ville give.

Vinduer forsynedes med 2 lag glas enten ved udskiftning eller ved montering af forsatsrammer.

Arealkrav i forbindelse med indretning af baderum og nyt/større køkken medførte mange sammenlægninger af 2-værelses lejligheder. Krav om mere areal blev også i mange tilfælde løst ved tilbygning. I begge tilfælde som regel med indgreb i den eksisterende konstruktion til følge.

Endelig forekom også mere enkle tilbygninger mod gårdrum og indklædt med glas som en varmeisolerende foranstaltning.

I det hele taget betød denne ændring, at behandlingen af den eksisterende boligmasse blev langt friere og ikke mere betragtedes hovedsagelig som restaurering.

Indgreb i medfør af sanerings- og byfornyelseslovgivning findes (udtømmende) registreret i bygningsmyndighedernes arkivmateriale.